Thomas Erex

Fyldt moskusgræskar (butternut squash)

Butternut squash aftensmad

Det smukke efterår er lige på trapperne med en stor flettet kurv fuld af farverige blade og smagsfulde rodfrugter. Jeg er helt vild med efterårets vilde vinde, alle farverne, lyset, rodfrugter og alt det, der følger med efteråret – måske lige bortset fra snuen. Men så er det jo godt, at man har lagt komælken på hylden for længst, og der siden da har været langt mindre tendens til snue. Jeg var faktisk voldsomt plaget af pollenallergi i gymnasiet, indtil en god veninde anbefalede mig at holde op med at drikke ko-mælk. Jeg prøvede det af og mærkede en forbedring ret hurtigt. Men jeg havde stadig pollenallergi, som jeg tog medicin imod i hele sommersæsonen. I dag mærker jeg intet til allergien, og det har jeg nærmest ikke gjort, siden jeg for to år siden droppede alle animalske produkter. Før spiste jeg mindst 90 piller på en sæson, sidste år spiste jeg fem-ti stykker, og i år har jeg slet ingen taget. Men det var en sidebemærkning 🙂

Denne ret giver dig mulighed for at få brugt den der rest ris, der er tilbage efter gårsdagens aftensmad og stammen fra broccolien, som du måske tidligere har smidt ud. Det er der bestemt ingen grund til! Det allernederste er ret hård og må i de fleste tilfælde skæres fra, men resten af stammen kan du sagtens bruge i gryderetter, til grøntsagsdeller, i råkost … og i den her ret! Jeg kan rigtig godt lide initiativet Stop Spild af Mad, som arbejder for at få os alle sammen til at bruge AL maden og generelt øge vores bevidsthed omkring vores fødevareforbrug og -spild – også på forhandlernes side. Den her ret passer godt ind i temaet “Brug det hele”, og hvis du har andre små rester, så vær kreativ og brug dem evt. som fyld ligesom i denne ret.

Naturli’ introducerer lige nu en ny plante”mælk” i deres sortiment, mandelmælk, og hos Mad med Medfølelse var vi så heldige at være nogle af de allerførste, der fik lov at smage den. Jeg kan godt lide den, og den passer rigtig godt i fyldet her. Den er sød og rund med en fyldig fedme. I sig selv smager den lidt af marcipan, men i retten her bruger jeg den som en lidt mindre fed “fløde”, som samtidig tilføjer lækker sødme.

Til 4 personer:
1 moskusgræskar (butternut squash)
1 broccoli-stamme
1 løg
1 dl kogte, brune ris
1 tsk rosmarin
½ tsk timian
2-3 spsk citronsaft
3 spsk sojasauce
1 tsk bouillonpulver (½ terning)
1-1½ dl mandelmælk (kan evt. erstattes af anden plantemælk eller -fløde)
5 spsk gærflager
2 fed hvidløg
Sellerisalt
Peber

Halver først moskusgræskarret på langs og fjern kernerne (du kan evt. tørre og riste dem). Udhul så græskarret som vist nederst til venstre på kollagen herunder med en ske, kom indmaden i en skål (vi skal bruge det til fyldet), og bag det udhulede græskar til det er mørt. Bagetiden afhænger af græskarrets størrelse, det på billederne fik 30 min. ved 180ºC. Test, om græskarret er mørt ved at stikke i det med en gaffel.

Imens græskarret bager laver du fyldet. Hak løget, riv broccolistammen og hak evt. store stykker af græskarfyldet, så det hele er fint. På en non-stickpande sauterer du først løg og krydderier ved middel-høj varme til løget er klart. Tilsæt så græskarfyld, brocolli og de kogte ris. Skru op for varmen og tilsæt citronsaft og sojasauce lidt af gangen, mens du rører rundt af og til. Når grøntsagerne er godt møre tilsætter du bouillonpulveret, mandelmælken og gærflagerne. Riv så hvidløgsfedene i, og smag til med sellerisalt og rigeligt peber.

Fyld nu det bagte (møre) græskar. Hvis du har fyld og græskar færdigt på samme tid, kan du servere det nu, men eller kan du give det fyldte græskar ti minutter ekstra i ovnen. Pensl gerne det fyldte græskar med sojasauce og drys med peber på toppen.

Server det evt. med ovnbagte rodfrugter og en vintersalat eller som på billedet med kartoffelsalat og broccolisalat.

Husk at like Mad med Medfølelse på Facebook, og brug vores hastag #madmedmedfølelse til dine veganske lækkerier. Du kan også finde mig på Instagram: thomaserex 🙂

Butternut squash aftensmad fyldt

3 responses

  1. Louise O

    Tak for endnu en spændende opskrift der skal hjem og afprøves.

    22. august 2013 kl. 07:34

  2. Mmm, det ser lækkert ud! Og hvor er det fedt at høre, at du slet ikke har taget allergipiller i år! Seeejt! Mega-sigende for den gode, sunde veganske kost. It rocks!

    22. august 2013 kl. 11:28

  3. Jeg har selv bøvlet rigtig meget med allergi hele mit liv (og det samme gør mine 3 søstre og min mor). Men denne sommer (min første sommer på planteføde), har jeg som den eneste kunne slippe udenom at tage allergi medicin ! Hvor er det sjovt, havde slet ikke skænket det en tanke, før jeg læste dit blogindlæg !

    Anyways, Butternut Squash er helt nyt i mit mad univers, og jeg har eksperimenteret lidt. Jeg er helt vild med den struktur den har, både som bagt og kogt. Og jeg skal da helt 100 ha prøvet din opskrift her af 😀

    Desuden må jeg lige klappe i mine små hænder af dit link til Stop spild af mad. MEGA godt initiativ !

    Sanne

    25. august 2013 kl. 14:02

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.